Tag arkiv for 'su'

SU og dobbeltklip

Jeg har fået en mail fra en studerende, som er stødt på et problem i forbindelse med fidusen med at få højere fribeløb i slutningen af uddannelsen. Hun skriver:

Jeg er studerende og har med stor succes sparet to dobbeltklip op på bacheloren og fået dem udbetalt på sidste semester. På kandidaten ville jeg gøre det samme, og har derfor sparet to klip op. Men nu viser det sig, at jeg skal aflevere mit speciale inden udgangen af juni 2009 (blev indskrevet i 2007), for at få udbetalt dobbeltklip. Dette selvom uddannelsen er normeret til at vare indtil 31/8 2009. Problemet er, at man jo også får SU i sommerferien, så ifølge reglerne begynder de to år (24 klip) at tælle allerede fra juli.

Måske kunne du skrive en advarsel på din side om dette? Det er en meget væsentlig oplysning at få med i denne sammenhæng, da de færreste nok regner med at skrive deres speciale på fem måneder (fra februar - juni).

Jeg er enig i at der kan være et problem her. Man skal være opmærksom på at uddannelserne starter 1/9 men slutter 30/6, og ikke 31/8. Problemet er at der kan gå et par måneder fra man afleverer sit speciale til man officielt er færdig på sin uddannelse, nemlig når specialet er blevet bedømt. Hvis man først afleverer sit speciale denne dag, overskrider man den normerede studietid med et par måneder, da der skal være tid til at bedømme specialet. Da man overskrider den normerede studietid, kan man ikke længere benytte fidusen med at få udbetalt opsparede klip som dobbeltklip.

Problemet kan evt. løses ved at man ikke skriver specialet som det sidste, men sørger for at afslutte med en mundtlig eksamen hvis man kan komme til det. Disse vil typisk ligge i juni, og således bliver man færdig inden for den normerede studietid.

Jeg beklager hvis jeg er skyld i nogen problemer eller tab. Husk altid at tjekke med uddannelsesinstitutionen og de seneste SU-regler.

SU-trick med frivillig pensionsindbetaling virker ikke

I min SU-guide har jeg skrevet om en fidus til at få ubegrænset fribeløb ved at indbetale penge frivilligt til en pensionsordning.

Jeg skal understrege at fidusen virker ikke. Jeg har for længst fjernet den fra siden, men der er stadig jævnligt nogen der henvender sig om den, bl.a. fordi de er stødt på den andre steder. Fx har jeg fået en mail fra Martin, som skriver:

Jeg har erfaret at det kun er arbejdsgiverindbetalt pension der kan modregnes, hvilket jo siger sig selv da din bruttoløn dermed tilsvarende nedsættes. Jeg har først for sent erkendt dette, og kan derfor nu se frem til et FM-krav på 18000,- kr. På su.dk skriver de klart og tydeligt hvad der medregnes. Der står også at der ikke modregnes nogen former for fradrag (heller ikke pension).

De medregner al positiv renteindtægt, men modregner ikke negativ renteudgift. Det er hykleri. Jeg indsatte 22000,- på en kapitalpension forgæves :-( Se at få rettet det på dit site, så andre ikke falder i fælden.

Avs! Det beklager jeg, Martin. Og desuden er jeg helt enig med dig i at det er urimeligt at renteudgifter ikke modregnes i fribeløbet når renteindtægter nu gør.

En anden af mine besøgende, Malene, skriver at Ulla Tørnes vist nok greb ind over for fidusen i sin tid som Undervisningsminister.

Hvis du støder på fidusen andre steder, så henvis gerne til denne artikel.