Tag arkiv for 'gæld'

Unge er for dumme til at have penge

Flere medier har de sidste par dage skrevet om at unge ved for lidt om penge og økonomi. Baggrunden var en undersøgelse af 2700 unge mennesker mellem 18-27 år som bl.a. viste at over halvdelen ikke forstår hvad renter er.

Flere og flere unge overtrækker deres dankort, optager dyre lån og havner i gældsfælder, bliver registreret i RKI osv.

Det er naturligvis dumt og kortsigtet. Et højt forbrug i ungdommen går kraftigt ud over ens økonomi mange år ud i fremtiden. Eller sagt på en anden måde: Hvis man bare holder en lille smule igen med forbruget her og nu, kan man have et væsentligt større forbrug i fremtiden.

Fx: Et fjernsyn til 5.000 kr. kan hurtigt ende med at koste 10.000 kr. hvis man køber det med lånte penge eller på afbetaling. Hvis man havde ventet med at købe til man havde råd, ville man i samme periode have 5.000 kr. mere til snold.

Gældsfælden er at man låner penge til noget man ikke har råd til. Der kommer renter på lånet, så reelt betaler man endnu mere for den ting som man i forvejen ikke havde råd til. Afbetalingerne presser ens økonomi. Man får svært ved at betale sine regninger, og der begynder at komme rykkere, som giver endnu flere udgifter. Man er nødt til at optage nye lån for at betale de gamle, og således bliver det oprindelige lån endnu dyrere, osv.

Et par hurtige tips til at undgå gældsfælden:

  • Undgå så vidt muligt alle former for lån.
  • Spar op til at købe noget i stedet for at låne til det.
  • Hvis du ikke kan spare op, så har du heller ikke råd til at afbetale på det lån du optager.
  • Læg et budget og få overblik over hvad du bruger penge på.
  • Hvis du endelig skal, så lån penge i banken.
  • Sammenlign prisen på forskellige lån ved at kigge på deres ÅOP (årlige omkostninger i procent)
  • Det er billigere at låne penge i banken end at købe på afbetaling.
  • Betal dine regninger til tiden, ellers ender du med at betale mere for tingene end alle andre.

Husk: Det er væsentligt nemmere at undgå gældsfælden end at komme ud af den når man først er fanget i den.

Har du rod i økonomien?

  • Ved du ca. hvor mange penge du har stående på din konto?
  • Kender du dine faste udgifter?
  • Har du råd til at betale hvis der dukker uforudsete udgifter op?

Hvis du kan svare ja, er du sikkert på rette spor økonomisk set, men hver femte dansker må sige nej. De bruger flere penge end de tjener, har ubetalte regninger og en voksende gæld. Hver femte dansker har ganske enkelt ikke styr på deres økonomi. Det skriver dr.dk i dag.

Det er en ond cirkel ikke at have styr på sine penge. Man køber mere end man har råd til og ender med at betale mere for de fordi man ikke får betalt sine regninger. Man må låne penge for at få det til at hænge sammen, og man låner endnu flere penge for at betale sin gamle gæld.

Dr.dk giver i en artikel i dag 10 gode råd til at få styr på sin økonomi. Tjek dem hvis du er et økonomisk rodehoved, eller hvis du lige vil bekræftes i at du gør det meget godt. Rådene kan opsummeres til hold styr på dine udgifter og lån ikke penge.

Mine kommentarer til et par af rådene:

  • Råd nr. 7: Lån ikke penge til at betale gamle lån. En undtagelse er selvfølgelig hvis du kan få et nyt lån der er billigere end det gamle.
  • Råd nr. 8: Arbejd ekstra. Ikke alle har mulighed for at arbejde ekstra, og nogle har slet ikke et arbejde. Men alle kan starte en lille blog eller hjemmeside og tjene nogle hundrede ekstra hver måned.

Læs i øvrigt mine 10 gode råd til en bedre privatøkonomi.