Arkiv

Kan man tjene penge på at spille om penge?

Noget jeg har lært af at lave 10000kr.dk er at folk elsker at læse om andre mennesker der tjener penge. Jeg tror der er en eller anden psykologisk tilfredsstillelse i det. Mennesker er empatiske, og at høre om andres oplevelser er næsten som at være der selv.

Derfor har jeg startet en ny blog som sikkert har interesse for denne blogs læsere. Den hedder En gamblers bekendelser, og handler om mine succeser og fiaskoer i mine forsøg på at tjene penge ved at spille om penge. Jeg er en dygtig matematiker og er vant til at løbe en risiko. Det vil jeg udnytte til at forsøge at tjene penge på denne måde.

Spillestederne giver ofte store velkomstgaver til nye spillere. Dette kan give spilleren en statistisk fordel så man i gennemsnit vil tjene penge på det, hvis man ved hvordan man skal gøre.

Det er ekstremt risikobetonet, men det er svært at blive rig hvis man ikke tør løbe en risiko. Så på bloggen er der historier om både store tab og store gevinster. Forhåbentlig mest gevinster.

For dem der ikke vil løbe store risici, men bare gerne vil være med og føle lidt af suset, har jeg også sektioner med gratis penge og gratis pokerturneringer.

Jeg håber at jeg ser nogle af jer derovre.

Aktiespillet 2010 er slut for denne gang

Så sluttede Berlingskes aktiespil.

Alle startede med 500.000 kr. Jeg endte selv på 524.992,44 kr., hvilket gav mig en 8606.-plads ud af 45.925 spillere. Der var et stykke vej op til førstepladsen som havde 640.681,62 kr.

Der blev desværre ingen præmier til 10000kr.dk’s gruppe. Gruppen blev nr. 1000 (præcis!) ud af 2249 grupper. Jeg blev nr. fem i gruppen, og førstepladsen gik til MADS0101 som endte på 551.169,34 kr. – et afkast på lidt over 10 %. Tillykke til Mads.

Tak til jer der legede med. Jeg håber I har lyst til at være med en anden gang.

Kvinder, behold jeres efternavn!

Mange kvinder tager deres mands efternavn når de bliver gift, men det er en dårlig ide. Det viser en undersøgelse fra et hollandsk universitet. Det skriver fpn.dk i dag.

Undersøgelsen viser at der følger mange fordomme med kvinder der skifter navn, frem for dem der beholder deres eget navn. Et stort antal forsøgspersoner blev bedt om at vurdere nogle cv’er. De navneskiftende kvinder blev vurderet som mindre selvstændige og ambitiøse.

Det er velkendt at fordomme spiller en stor rolle i forhold til job- og karrieremuligheder. Der er derfor risiko for at kvinderne ryger ned i jobkøen og får tilbudt mindre løn når de får job. Forskerne vurderede at et navneskift kunne koste kvinder op mod 2,6 millioner kroner i tabt livsindtægt.

Andre negative konsekvenser ved at skifte navn er at det er sværere for gamle bekendte at finde dig på google, facebook, i telefonbøger osv.

Så tænk dig godt om før romantikken løber afsted med dit hoved.

Er det godt at få penge tilbage i skat?

I disse dage er årsopgørelsen fra SKAT fra 2009 klar, og folk kan se om de skal have penge tilbage i skat, eller om de skal betale restskat. Folk plejer at være ellevilde hvis de får penge igen, og der går konkurrence i at blære sig med hvor mange tusinde man får udbetalt.

Men er det nu så godt at få penge tilbage fra SKAT? Er det noget at blive begejstret for?

Nej, vil jeg sige. Her er nogle grunde at du skal være ked af at få penge tilbage:

  • Hvis du får penge tilbage i skat, er det fordi du ikke har tjent så meget i løbet af året som du havde regnet med.
  • Det er dine egne penge som SKAT har lånt af dig, og nu betaler de dem bare tilbage, og du får en dårlig rente for det.
  • Tænk hvis du havde fået penge udbetalt i løbet af året i stedet. Så kunne du fx have investeret dem og tjent højere renter.
  • Hvis du har gæld, er det endnu værre. Tænk hvis pengene kunne have stået på din konto og modvirket en kassekredit på 8-10 %.

Hvis du derimod skal betale restskat, skal du bare være glad. Så er det nemlig bare fordi du har tjent mere i løbet af året end du regnede med. Det er da positivt, så tillykke med det.

Aktiespillet 2010 – Leg med aktier for 500.000 kr.

Årets aktiespil er i gang. Deltag i Danmarks største aktiespil og vind præmier for 400.000 kr. Tilmeld dig her.

I aktiespillet får man 500.000 kr. til at købe fiktive aktier for i de største danske og svenske aktieselskaber. Dem det investerer pengene bedst, kan vinde flotte præmier. Førstepræmien er en ny bil.

Aktiespillet er en god måde at få fornemmelse for at investere penge. Hvis man er tiltrukket er muligheden for at tjene penge bare ved at investere, er dette et godt sted at begynde.

Gruppedyst

Jeg har flere år oprettet en gruppe for 10000kr.dk’s besøgende, så man kan konkurrere mod hinanden og andre grupper. Ved at deltage i en gruppedyst, har man chancen for at vinde ekstra præmier. Alle er velkomne til at deltage i min gruppe.

  • Når du er tilmeldt aktiespillet, klikker du på ‘gruppedysten’.
  • Find gruppen der hedder 10000kr.dk
  • Login med koden 10000kr – og velkommen i gruppen.

Held og lykke til alle der leger med.

Relevante tilbud:

Unge er for dumme til at have penge

Flere medier har de sidste par dage skrevet om at unge ved for lidt om penge og økonomi. Baggrunden var en undersøgelse af 2700 unge mennesker mellem 18-27 år som bl.a. viste at over halvdelen ikke forstår hvad renter er.

Flere og flere unge overtrækker deres dankort, optager dyre lån og havner i gældsfælder, bliver registreret i RKI osv.

Det er naturligvis dumt og kortsigtet. Et højt forbrug i ungdommen går kraftigt ud over ens økonomi mange år ud i fremtiden. Eller sagt på en anden måde: Hvis man bare holder en lille smule igen med forbruget her og nu, kan man have et væsentligt større forbrug i fremtiden.

Fx: Et fjernsyn til 5.000 kr. kan hurtigt ende med at koste 10.000 kr. hvis man køber det med lånte penge eller på afbetaling. Hvis man havde ventet med at købe til man havde råd, ville man i samme periode have 5.000 kr. mere til snold.

Gældsfælden er at man låner penge til noget man ikke har råd til. Der kommer renter på lånet, så reelt betaler man endnu mere for den ting som man i forvejen ikke havde råd til. Afbetalingerne presser ens økonomi. Man får svært ved at betale sine regninger, og der begynder at komme rykkere, som giver endnu flere udgifter. Man er nødt til at optage nye lån for at betale de gamle, og således bliver det oprindelige lån endnu dyrere, osv.

Et par hurtige tips til at undgå gældsfælden:

  • Undgå så vidt muligt alle former for lån.
  • Spar op til at købe noget i stedet for at låne til det.
  • Hvis du ikke kan spare op, så har du heller ikke råd til at afbetale på det lån du optager.
  • Læg et budget og få overblik over hvad du bruger penge på.
  • Hvis du endelig skal, så lån penge i banken.
  • Sammenlign prisen på forskellige lån ved at kigge på deres ÅOP (årlige omkostninger i procent)
  • Det er billigere at låne penge i banken end at købe på afbetaling.
  • Betal dine regninger til tiden, ellers ender du med at betale mere for tingene end alle andre.

Husk: Det er væsentligt nemmere at undgå gældsfælden end at komme ud af den når man først er fanget i den.

Hvor hurtigt kan du bruge 82 mio. kroner?

For syv år siden vandt skraldemanden Mikey Carroll 10 millioner £ i det engelske lotteri. I dag er pengene væk. Mikey brugte pengene på gambling, narko, ludere og guldkæder. Det skriver Jyllandspostens forbrugermagasin Fpn.dk i dag.

Nu har jeg aldrig haft helt så mange penge, men jeg forestiller mig at der alligevel skal en hæderlig indsats til for at bruge næsten 12 mio. kr. om året på snold, men ok, han gav også halvdelen af pengene væk til familie og venner, så han var ikke alene om at bruge dem.

Historien er langt fra unik. Der er indimellem historier om folk der har vundet enorme mængder penge, som har formået at bruge dem alle på meget kort tid, eller endda ende i dyb gæld (læs fx denne historie).

Det man kan lære af historien er at hvis man vil være varigt rig, så er det ikke nok bare at have mange penge til at starte med. Det væsentlige er derimod at man er i stand til at planlægge og bestyre sin økonomi. Denne evne får man ikke bare fordi man vinder i lotto.

Tjen penge på din hjemmeside eller blog med IQ Medier

IQ Medier er et reklamenetværk, meget i stil med Euroads som jeg har reklameret for længe. Dvs. det er en hjemmeside hvor man kan finde reklamer for mange forskellige hjemmesider og produkter, som man kan sætte ind på sin hjemmeside eller blog og tjene penge på det.

Jeg har brug IQ Medier i et års tid, men først på det seneste er jeg begyndt at bruge dem rigtig flittigt. Der er sket en masse forbedringer i løbet af året, og derfor kan jeg efterhånden godt anbefale at man kigger nærmere på dem.

Fordele:

  • De har rigtig mange kampagner, 168 forskellige i skrivende stund, så man kan sikkert finde noget der passer til ens hjemmeside.
  • De har mange unikke kampagner, dvs. de findes ikke andre steder end hos IQ Medier.
  • Det er nemt at navigere rundt i annoncerne, og statistikken er overskuelig.
  • Der er ingen mindstegrænse for at få sine penge. De udbetaler hver måned, uanset hvor meget eller lidt du  har tjent.

Ulemper:

  • Svingende priser. Ofte kan man få en bedre pris på de samme kampagner hos andre netværker. Indimellem ligger IQ Medier dog i top.
  • Man kan ikke se statistik dag for dag – kun månedsvis, eller pr. kampagne.

Alt i alt er det godt affiliateprogram til at supplere med. Jeg vil dog anbefale at man også supplerer med nogle de andre affiliateprogrammer.

Spar 40.000 kr. om året ved at prutte om prisen

Ja, det lyder lidt vildt, men fpn.dk påstår at en familie med et almindeligt forbrug på 160.000 kr. om året kan spare 40.000 kr. om året – altså 1/4 af deres forbrug – ved at vænne sig til at prutte om prisen. Se indslaget og få tips til at forhandle her:

Jeg synes det lyder noget overdrevet. Men selvfølgelig, hvis man tager udgangspunkt i at folk i forvejen handler i murstensbutikker der tager overpris, så er der nok en del at spare. Jeg foretrækker selv at handle på nettet hvor priserne i forvejen er lave, og via forbrugsforeninger hvor andre har pruttet prisen ned for mig allerede.

Har du rod i økonomien?

  • Ved du ca. hvor mange penge du har stående på din konto?
  • Kender du dine faste udgifter?
  • Har du råd til at betale hvis der dukker uforudsete udgifter op?

Hvis du kan svare ja, er du sikkert på rette spor økonomisk set, men hver femte dansker må sige nej. De bruger flere penge end de tjener, har ubetalte regninger og en voksende gæld. Hver femte dansker har ganske enkelt ikke styr på deres økonomi. Det skriver dr.dk i dag.

Det er en ond cirkel ikke at have styr på sine penge. Man køber mere end man har råd til og ender med at betale mere for de fordi man ikke får betalt sine regninger. Man må låne penge for at få det til at hænge sammen, og man låner endnu flere penge for at betale sin gamle gæld.

Dr.dk giver i en artikel i dag 10 gode råd til at få styr på sin økonomi. Tjek dem hvis du er et økonomisk rodehoved, eller hvis du lige vil bekræftes i at du gør det meget godt. Rådene kan opsummeres til hold styr på dine udgifter og lån ikke penge.

Mine kommentarer til et par af rådene:

  • Råd nr. 7: Lån ikke penge til at betale gamle lån. En undtagelse er selvfølgelig hvis du kan få et nyt lån der er billigere end det gamle.
  • Råd nr. 8: Arbejd ekstra. Ikke alle har mulighed for at arbejde ekstra, og nogle har slet ikke et arbejde. Men alle kan starte en lille blog eller hjemmeside og tjene nogle hundrede ekstra hver måned.

Læs i øvrigt mine 10 gode råd til en bedre privatøkonomi.