Arkiv for marts 2009

Lån 47.000 kr. gratis af SKAT

I det nyeste nummer af Penge & Privatøkonomi skriver de om en smart skattefidus, hvor man låner penge af SKAT helt gratis. Fidusen går ganske enkelt ud på at man man i sin forskudsopgørelse angiver at man vil betale 2 x 46000 kr. til pension.

Sådan virker det

Frivillige indbetalinger til pension giver et pænt skattefradrag. Ved at fortælle SKAT at du vil indbetale pension, laver de et nyt skattekort med større fradrag. Det betyder at du får flere penge udbetalt når du får løn.

Medmindre du rent faktisk har tænkt dig at indbetale til pension, skal du huske at ændre forskudsopgørelsen igen i slutningen af året, og skal du betale de penge tilbage som du har ‘lånt’.

Hvis du benytter fidusen i dag, kan du således nå at udskyde betalinger på op til 47.000 kr. i skat til slutningen af året. Jo længere du venter med fidusen, des mindre beløb kan du udskyde.

Sådan gør du

Log ind på SKATs selvbetjening fx med digital signatur eller tastselv-kode. Klik på ‘Ændre forskudsopgørelsen’. Klik på ‘Vis øvrige rubrikker’. Indtast ’46000′ i rubrik 21 og 22 og send forskudsopgørelsen afsted. Det tager under fem minutter.

Hvad kan man bruge det til?

Da du skal betale pengene tilbage til december, skal du ikke gå ud og bruge dem på snold. Men du kan fx sætte pengene ind på en højrentekonto og score renterne. Med en rente på 4,5 % kan man ifølge Penge & Privatøkonomi nå at tjene ca. 1400 kr. i år.

For mit eget vedkommende har jeg planer om at købe en større lejlighed i år. Med flere penge på kontoen er det lettere at overbevise banken til at låne mig flere penge.

Lån penge med omtanke

Køb 1 flybillet og betal for 3

For nogle dage siden skulle jeg bestille en flybillet hos Cimber/Sterling. Den billigste billet i ’saver’-klassen kostede 361 kr. For 500 kr. ekstra kunne jeg i stedet få en ‘economy’-billet, og så er det jo et godt spørgsmål hvad man får for de 500 kr. ekstra.

Jo, for 500 kr. ekstra får man retten til at ændre sin afgangtid mod et gebyr på 250 kr.

Altså, for 750 kr. ekstra får jeg retten til at ændre afgangstiden på en billet til 361 kr. Man kan spørge hvad der afholder mig fra bare at købe en ny billet hvis jeg havde brug for at ændre afgangstiden. Tåbelige flyselskab.

Tjek hvordan du finder de billigste flybilletter.

Tjen penge på at skifte navn

Hedder du Hassan, Mahmud eller Abdallah, kan du tjene mange penge på at udskifte dit navn med et danskklingende.

videnskab.dk kan man læse om en svensk videnskabelig undersøgelse. Undersøgelsen dokumenterer at indvandrere der udskifter deres efternavn forøger deres indtægt med 141 %. Indvandrerne får simpelthen lettere adgang til arbejde og mere vellønnet arbejde.

Det er også et udtryk for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det er beklageligt, men samtidig er forskellen så markant, at det er noget man som indvandrer bør forholde sig til.

Dette skal ikke forstås som en opfordring til at alle med indvandrernavne skal gå ud og ændre navn. Det er kun ment som en ting man skal være opmærksom på, hvis man vil øge sin indtægt. Det kan have betydelige sociale og familiemæssige konsekvenser at ændre sit navn, så man bør tænke sig om og drøfte det med sine nærmeste.

Bør du melde dig ind i en A-kasse?

Flere medier har i dag skrevet om at en halv million danskere på arbejdsmarkedet ikke er medlem af en a-kasse. Det er især mænd der dropper a-kassen.

Det kan være meget problematisk i disse tider, hvor arbejdsløsheden er stigende og især i typiske mandefag såsom håndværksfagene.

Ingen penge

Hvis man bliver arbejdsløs og ikke medlem af en a-kasse, kan man ikke få dagpenge. Dagpengesatsen er for tiden ca. 15.000 kr.

Hvis man desuden har en ægtefælle der kan forsørge familien, så har man heller ikke ret kontanthjælp. Dvs. hvis man bliver arbejdsløs, så får man ingen penge nogen steder fra.

I betragtning af at den billigste a-kasse koster ca. 366 kr. om måneden (som i øvrigt er fradragsberettiget), så er det en god investering hvis man er farezonen. Læs mere om hvordan du finder den billigste a-kasse.

Tag en uddannelse og tjen millioner

Hvor mange penge tjener man gennem et helt liv?

Arbejderbevægelsens erhvervsråd har netop offentliggjort en rapport over hvor mange penge danskere tjener igennem livet. Konklusionen er entydig: Tag en uddannelse hvis du vil være rig.

Rapporten (se de sidste to sider) viser at dem der tjener mest, er økonomer og læger, og dem der tjener mindst gennem livet, er ufaglærte, SOSU-assistenter og tandklinikassistenter. Faktisk tjener læger og økonomer i snit mere end det dobbelte af en ufaglært.

Der er er også stor forskel på uddannelserne, også selvom de er lige krævende at gennemføre. Fx tjener en elektriker en million mere end en murer eller tømrer,  og en naturvidenskabelig kandidat fra universitetet (fx biolog, fysiker eller matematiker) tjener 2 millioner mere end en humanistisk kandidat (dansk, engelsk, historie osv.). Vælger man at blive lærer i gymnasiet frem for i folkeskolen, er der også et par millioner at hente.

Der kan således være god grund til at tænke sig godt om når man vælger uddannelse. Ofte står man og vakler mellem et par forskellige uddannelsesønsker, og det kan være tilfældigheder der afgør valget. Men valget kan hurtigt betyde et par millioner til eller fra på langt sigt.